Halløj alle festival gæster fra nær og fjern.
Så er Nord-Als Musikfestival lige rundt om hjørnet og alle os der arbejder med festivalen, er spændte og i virkelig højt humør.
Jamen hvorfor er I nu det, er der måske nogle der vil spørge om…
Det er der flere forskellige grunde til, først og fremmest er vi det, fordi at selve festivalen er det vi i vores frivillige forening har arbejdet henimod de sidste 11 måneder – ja vi tillader os at holde sommerferie.
Så når vi begynder med opbygningen 8 dage før festival weekenden, så summer det af liv, glæde og spænding.
Vigtigst på det tidspunkt er… vejret, hvordan mon vejret bliver, specielt fordi vi sidste år fik lige en lille smule regn, og det vil vi jo gerne gøre bedre i år. Og lad mig bare slå fast…i skrivende stund ser vejrudsigten ud til at blive perfekt festival vejr. Solskin fra en skyfri himmel er bare noget vi alle sammen kan lide.
Dernæst er vi jo spændte på, om I gæster tager godt imod vores musik program. Vi har igen i år lagt os virkelig i selen, for at kunne tilbyde et godt, varieret og høj kvalitativt musik program. Personligt synes jeg, at vi har ramt skiven lige i bulls eye med programmet i år.
Der er noget for enhver smag, og sædvanen tro favner vi igen i år bredt, det er jeg som formand meget tilfreds med.
Vi har også rykket lidt rundt på pladsen, hvor de 2 største ændringer er at vi dels har flyttet Bar 1 ved gårdscenen, og vi har lavet et mindre street food område ned ved siden af Vinbaren.
Vi har flyttet Bar 1, for at skabe mere plads til Jer gæster foran scenen, så vi derved kan give Jer en endnu bedre musikalsk oplevelse, når I hører musik fra Gårdscenen.
Street Food området har vi etableret for at kunne tilbyde Jer et område, hvor I kan sidde i ro og mag og nyde lidt at spise og drikke. Vi har også i dette område for første gang en alkohol fri bar, da det er et ønske vi har fået fra Jer gæster.
Alt i alt så tegner dette års festival, til at blive en fantastisk en af slagsen, og jeg er stolt af at se alle de frivillige, der stiller op og hjælper med at vi igen i år, kan afholde en super festival. Ligeledes er det en fornøjelse at se, hvordan hele byen summer af liv og forventning til årets største fest på
Nord-Als.
Jeg vil også gerne takke hele byen, de handelsdrivende, foreningerne, virksomhederne og alle andre, for den store opbakning vi møder overalt til festivalen.
Jeg ønsker Jer alle en super festival, og hils gerne på når I ser mig på pladsen.
I det hele taget så hils gerne på alle hjælpere, det vil vi alle sætte stor pris på.
De bedste hilsner
Paulo Nielsen
Formand Nord-Als Musikfestival
