Nord-Als Musikfestival Forening er altid i bevægelse. Der sker mange nye ting i foreningen og der er en naturlig og dynamisk udvikling i gang.
Denne side er en “jobbank”, hvor vi lægger opslag op, der beskriver de poster og opgaver vi mangler frivillige til.
Er du en god fritidshåndværker?
Er du en god fritidshåndværker?
Har du hænderne skruet rigtigt på og nyder du at være kreativ, praktisk og se at det du har lavet skaber glæde?
Vi søger friske kræfter til vores tekniske gruppe, som er vores faste håndværkergruppe, der lige nu er befolket af både tømrer, elektrikere og vvs.
Måden vi arbejder på:
- Faste møder i løbet af året, hvor vi mødes og gør status på opgaver og projekter
- Ture til netværk og fora, hvor vi udveksler erfaringer med andre festivaler
- Inspirationsture til forskellige leverandører
- Vedligehold og service på festivalens egne ting
- Vi deltager i opbygning og nedtagning af festivalpladsen
- Transport og kørsel med truck, traktor og lignende
- Kreative løsninger på udfordringer
- Hygge og socialt samvær med latter og grill
Vi forventer at du:
- Har tid og lyst til at bruge noget af din fritid på at være med til vores arbejde
- Har gåpåmod
- Kan arbejde selvstændigt med en opgave
- Har lyst til at være kreativ og proaktiv
Teknisk gruppe arbejder hele året med at forberede den kommende festival. Arbejdet er frivilligt og der er plads til både arbejde og socialt samvær. Uanset alder, køn eller erfaring er du velkommen i gruppen. Gruppen består af erfarne og dygtige håndværkere, som gerne vil lære fra sig.
Det er en fantastisk mulighed for at komme ind i maskinrummet på Nord-Als Musikfestival.
De fleste i gruppen er også frivillige på festivalen, men det er ikke et krav.
Teamleder til slikboden
Teamleder til slikboden

Vi søger en teamleder til Slikboden.
Slikboden er placeret i vores børne- og familieområde “Æblehaven”. Her sælges der slik, popcorn og slush-ice til børn og barnlige sjæle.
Teamlederens opgaver:
Som teamleder er du ansvarlig for at arbejdsstedet indrettes. Du kan vælge selv at indrette eller få hjælp af frivillige på holdet til denne opgave.
Derudover er det teamlederen der laver vagtplanen og tjekker frivillige ind når de møder på vagt.
I løbet af foråret afholder vi kurser for teamledere, hvor man kan få hjælp til vagtplaner, kasseapparater, indtjekning og andet der måtte være brug for hjælp til.
Er du vores nye teamleder? Send en mail til crew@musikfestival.dk og hør nærmere.
Nedtagning af Parkscenen
Nedtagning af Parkscenen
Vi søger voksne, der vil hjælpe med at pakke Parkscenen samt området omkring scenen ned efter festivalen 2026.
Når alle gæster er taget hjem og pladsen er mennesketom starter de frivillige på oprydningen af slotsparken. Alt der har været i brug skal pakkes sammen i løbet af søndagen og køres væk.
Vi søger dig, der har lyst til at hjælpe med at pakke vores store scene og publikumsområde sammen fra søndag morgen kl. 8.00. Arbejdet foregår under kyndig vejledning af en teamleder samt udlejningsfirmaet, der ejer scenen.
Vi skal bruge ca. 15 personer, der vil bruge søndagen i godt og hyggeligt selskab, så vi alle kan få en god afslutning af festivalen. Da en del af arbejdet er tungt og indeholder løft er det vigtigt at du er voksen, har mulighed for at løfte/bære over korte afstande og kan smile selvom det er søndag morgen. Der skal bæres sikkerhedssko og hjelm under arbejdet med scenen, har du ikke selv kan dette lånes af festivalen.
Vi sørger for rundstykker, frokost, kage og kaffe i rigelige mængder samt godt humør og en kæmpe skulderklap, hvis du vil hjælpe!
Kunne det være noget for dig, så send en mail til Anne på crew@musikfestival.dk og hør nærmere.






