Hej alle
Så nærmer sig årets festival med hastige skridt.
Jeg er helt sikker på, at vi alle glæder sig meget til dette års brag af en festival.
Personligt er dette min første festival som formand for denne fantastiske festival. Som nogle af Jer måske ved, blev jeg valgt som formand først på året, og dette lille halve år har været både været udfordrende og utrolig spændende.
Jeg har været gæst på festivalen omkring 25 gange, og har nydt de fleste timer af dem, om end at lørdag formiddag/middag ind imellem, har været med en anelse hovedpine…
I år er min rolle en hel anden, og jeg har de seneste 6 måneder fået et kæmpe indblik, i hvad der kræves for at drive sådan en festival.
Og lad mig bare sige med det samme…det er intet mindre end imponerende, det alle de dedikerede mennesker der står bag festivalen, favner og ligger af tid og energi i at drive Danmarks smukkeste festival. Ja ja jeg ved godt, at der er en mindre festival længere nordpå, der kalder sig Smuk Fest, men den smukkeste fest er nu alligevel på Nordborg Slot.
Foreningen på ca 40 mennesker er året rundt i gang med at lave festival, eksempelvis er vores musik gruppe, allerede nu i gang med at planlægge Nord-Als Musikfestival 2025.
Året rundt er foreningen i gang. Aftaler der skal forhandles, scener der skal bookes, lyd der skal på plads, alt grej og gear der skal vedligeholdes og sådan kan jeg blive ved.
Kulminationen på dette er naturligvis selve festivalen, hvor vi i foreningen får hjælp af ca 650 frivillige, som også hver især gør et stort arbejde for at hjælpe med at alle I gæster får intet mindre end et brag af en festival.
Skulle nogen derude være nysgerrig på, hvad vi mere specifikt laver i foreningen bag festivalen, så tag endelig fat i mig, jeg er altid klar på en snak om vores fantastiske festival.
I skrivende stund er det jo altid spændende, hvordan vejret mon bliver. Og vejret er næsten det eneste, vi ikke har mulighed for at planlægge. Alt andet har vi planlagt og linet op, med det jeg personligt vil betegne som et fantastisk set-up, og hvor vi har linet et ekstraordinært super musikprogram op til Jer.
Jeg er sikker på, at vi i år favner alle Jeres forskellige musik smag, og at rammerne for en weekend i musikkens, hyggens og gensynets glæde med gamle som nye venner er lagt på bedste vis.
Med et ønske om en fantastisk festival 2024 til alle, vil jeg bare sige…vi ses på pladsen 😊
De bedste hilsner
Paulo Nielsen
Formand Nord-Als Musikfestival