Pressemeddelelse fra Sønderborg Kommune

Sønderborg Kommune og Nord-Als Musikfestival fastholder parkering på ny plads


Under Nord-Als Musikfestival 2024 vil der som i 2023 blive åbnet for parkering på Borgmester Blomgrens Plads. Den tidligere ringriderplads åbnes ikke for parkering.

Når Nord-Als Musikfestival foregår den 7. og 8. juni 2024 bliver Nordborg fyldt med mennesker, og det giver også behov for flere parkeringspladser.

Sønderborg Kommune og Nord-Als Musikfestival har gennem mange år samarbejdet, og i 2023 blev der indgået en formel samarbejdsaftale for årene 2024-2028. Af samarbejdsaftalen fremgår det, at Nord-Als Musikfestivalforening selv står for klargøring og oprydning af parkeringsområder i forbindelse med festivalen.

I 2023 besluttede Sønderborg Kommune som noget nyt at åbne Borgmester Blomgrens Plads ved Mads Clausens Vej og Østerhaven for parkering. Pladsen, som ligger 1,3 kilometer fra festivalpladsen, vil igen i 2024 fungere som P-plads under festivalen.

  • Med samarbejdsaftalen anerkender vi Nord-Als Musikfestival som et kulturelt fyrtårn, og det er samtidig vigtigt for Sønderborg Kommune, at festivalen er tilfredse med de rammer, som vi stiller op – også med hensyn til parkering, siger borgmester Erik Lauritzen.  

Både Sønderborg Kommune og festivalforeningen har fået henvendelser med ønske om at åbne den tidligere ringriderplads ved biblioteket for parkering. Pladsen vil i 2024 være lukket for parkering ligesom i 2023, da Sønderborg Kommune ønsker at fastholde området som park med sti og træer.

  • Vi i festivalledelsen bakker op om den beslutning og er glade for løsningen med mulighed for parkering på Borgmester Blomgrens Plads, og vi opfordrer til, at man benytter pladsen og ikke optager de forretningsdrivendes p-pladser, siger Paulo Nielsen, der er formand for Nord-Als Musikfestivalforening.

Yderligere information:
Borgmester Erik Lauritzen
Tlf. 27 90 02 06

Formand for Nord-Als Musikfestivalforening
Paulo Nielsen
Tlf. 2222 2569